Flipped Classroom 2.037

Video med mobilen

Posted on Posted in Blog

Det er forholdsvis nemt at lave en video, hvis vi har en mobiltelefon med et kamera. Det giver nogle muligheder for at lave enkle og hurtige optagelser, som vi kan bruge i vores undervisning. Det samme gør sig selvfølgelig gældende med kameraet på en iPad eller et ganske almindeligt digitalkamera. Tablets og mobiltelefoner har dog den fordel, at vi kan uploade videoen direkte fra enheden til nettet, hvilket vi får brug for, når vi skal dele videoen med eleverne.

Med kameraet i telefonen kan vi optage virkeligheden. Vi kan filme en kollega, der står foran en tavle og fortæller. Vi kan også filme os selv, der står foran en tavle og fortæller. Vi kan filme ned i en bog, hvor vi gerne vil forklare en model, der er vist på siderne, og vi kan filme et stykke papir, som vi tegner og skriver på. Derudover kan optagelsen være en gennemgang af et eksperiment, en vejledning til et bestemt arbejdesredskab eller måske en undervisningssekvens, der viser hvordan, man tager bestemte akkorder på et klaver.

Det gode ved at bruge et kamera er, at vi ikke kommer ud i at skulle beherske en masse teknologi for at få lavet en optagelse. På mine kurser om Flipped Classroom har jeg set lærere, der har brugt lang tid på at bygge en PowerPoint-præsentation op, som de havde til hensigt at optage med et skærmoptagerprogram på computeren, for så at droppe deres PowerPoint-præsentation og i stedet lave den samme gennemgang på fem stykker papir. Det kan vi kalde en analog PowerPoint-præsentation, og fordelene er, at det for de fleste er hurtigere at skrive overskrifter, tegne modeller og klistre billeder på et stykke papir, end det er at lave en slidepræsentation på computeren, som efterfølgende skal optages med en skærmoptager. De fleste vil simpelthen hurtigere kunne producere en video på den analoge måde. Papirerne kan så enten lægges på et bord eller hænges op på en opslagstavle. Fremgangsmåde er så at filme papirerne tæt på, mens man selv er uden for billedet og forklarer emnet.

På de fleste enheder med et kamera, er det efter endt optagelse ret nemt at uploade videoen til nettet. Det kunne for eksempel være til et sted som YouTube. Vi gør det i de fleste tilfælde på den måde, at vi på mobilen vælger vores billed-/videomappe og trykker på den video, der skal uploades. Så trykker vi på del-knappen (som ser forskellig ud på forskellige enheder, men som ofte er et ikon med en pil, der peger op i luften eller ud af en firkant). Her kan vi så vælge at uploade til YouTube og bliver herefter bedt om at indtaste vores YouTube-brugeroplysninger – altså, den mail og adgangskode, som vi har brugt til at oprette en konto på YouTube.

YouTube har også lavet en app til de fleste telefoner. App’en gør det nemmere at se videoer fra YouTube, men kan også bruges til at uploade fra. Før vi får den mulighed, skal vi logge ind med den e-mail og adgangskode, som vi har brugt til at oprette en YouTube-kanal samt give adgang til, at app’en må bruge vores billeder, når den spørger efter det. Hvis intet af dette virker, kan vi også uploade til YouTube igennem browseren på telefonen.

Share Button